Museumsbunkere og "gratis" bunkere
Bangsbo Fort består dels af en rækker museumsbukere,
der kun er åbne i museets åbningstid, og som kræver
billet, for at få adgang. Men mange af de øvrige
bunkere er åbne for offentligheden - også uden
for museets åbningstid. Og i flere af bunkerne er der
installeret lys, så man kan færdes i dem, uden
at skulle fumle rundt i mørke med en lommelygte.
Når man går i området på egen hånd,
kan man vælge at følge Dronningestien, der går
langs kanten af Pikkerbakken, som de høje morenebakker
syd for Frederikshavn hedder. Herfra kan man så nyde
den forrygende udsigt over Frederikshavn og Kattegat. Men
det er trods alt nok de tre skytsbunkere, der løber
med opmærksomheden.
Niels Juels kanoner
De tre store skytsbunkere på Pikkerbakken byder på
hver sin 15 cm kanon fra flådeskibet Niels Juel. Bangsbo
Fort er dermed det eneste bunkermuseum i Danmark, hvor de
oprindelige kanoner stadig står på deres plads
i bunkeren.
Forklaringen er vægten: Hver kanon vejer 18 tons. Alene
kanonløbet vejer 6,1 ton. Med andre ord ikke noget,
man lige smider rundt med. Kanonerne kom til Frederikshavn
i 1944, hvor tyskerne først placerede kanonen på
betonsokkel, inden selve bunkeren blev støbt rundt
om kanonen. En lidt utraditionel fremgangsmåde.
Kanonerne kom i øvrigt fra det danske flådes
skib Niels Juel, som blev sænket i 1943, da man valgte
at sænke den danske flåde, for at den ikke skulle
falde i tyskerne hænder. Men kanonerne fik tyskerne
altså fat i. Ud over de tre kanonstillinger, kan man
også gå ned i den store ildlederbunker samt en
mandskabsbunker, alle med indlagt lys, så man kan færdes
inde i bunkerne, uden at skulle have lygter med selv.
Kommandobunker, forhørsbunker og børnebunker
Ud over de bunkere, der er åbne for offentligheden uden
entré, har Bangsbo Museum indrettet en række
bunkere med udstillinger og forskellige aktiviteter for gæsterne.
Først og fremmest kan man komme ned i den gamle kommandobunker,
hvor du får historien om Bangsbo Fort. Her kan du fx
læse, at selveste Feltmaskal Erwin Rommel var på
besøg i Frederikshavn og inspisere byggeriet af Batterie
Süd, som tyskerne dengang kaldte stillingen. Det var
i december 1943.
I den nærliggende sanitetsbunker kan du komme i forhør
hos Gestapo. Bangsbo Museum har fået lavet en dramatiseret
hørespil af et fiktiv forhør, hvor en Gestapo
mand forhører en modstandsmand. Du indtager modstandsmandens
rolle ved at iføre dig hovedtelefoner i forhørsboksen
i bunkeren, og bliver så via lyd og lys udsat for noget
af den psykiske tortur, som Gestopo benyttede under forhør.
Ikke for folk med sarte nerver.
Mens far er i forhør hos Gestapo, kan børnene
så sidde i børnebunkeren, hvor man i børnehøjde
formidler krigen for børnene - på børnenes
præmisser. I højsæsonen om sommeren er
der en særlige børneguide, der fortæller
historien om besættelsen for museets mindste gæster.
Modstandsmand for en dag
Den seneste skud på stammen af aktiviteter på
Bangsbo Fort er "Sabotage og spionage", hvor man
som gæst får udleveret en mission, der skal fuldføres.
Missionen skal udføres i en særlig indrettet
bunker, hvor du går rundt i delsvis mørke, hvor
tyske soldater patruljerer, mens du indsamler de indformationer,
som missionen går ud på.
Ved hjælp af detektorer i bunkeren kan du "blive
opdaget" af de tyske soldater, når du udløser
forskellige sensorer i bunkeren. Alt efter hvordan du klarer
dig i bunkeren, får du efter missionens fuldførelsen
en række point, som afgør, om du har bestået
missionen eller ej.
Bangsbo Fort har også Museumsbiffen, hvor du kan se
film fra besættelsen. Museumsdelen af Bangsbo Fort er
åbent fra 1. juni til 15. september alle dage undtagen
mandag. Og det er en god ide at afsætte mindst to-tre
timer til besøget, da der er rigeligt at se i hele
området. Museet har i øvrigt fuldt fortjent fået
tildelt tre stjerner af Danske Turistattraktioner.
Historien bag Bangsbo Fort
Bangsbo Fort blev med sine massive betonbukere anlagt i perioden
fra 1943 og helt frem til 1945. Anlægget var en del
af den tyske Atlanterhavsvold, der skulle beskytte mod en
allieret invation i Jylland.
Men mens hovedparten af alle Atlantvoldens bunkerne ligger
langs den jyske vestkyst, valgte tyskerne at gardere sig ved
Frederikshavn, og anlagde altså 70 bunkere på
Pikkerbakken. Men i alt ligger der ikke færre end 350
bunkere i hele Frederikshavn-området, hvilket gjorde
byen til et af de stærkest befæstede områder
i Danmark under krigen.
Efter befrielsen i 1945 overtog det danske forsvar hele området.
Bangsbo Fort havde også en vigtig funktion under den
kolde krig til overvågning af Kattegat, og fortet var
et af fire danske forter, der bl.a. holdt øje med den
sovjetiske flådes bevægelser. Desuden indgik Bangsbo
Fort som træningssted i Søværnets uddannelse.
I dag er hovedparten af de militære aktiviteter på
Bangsbo Fort flyttet andre steder hen, men Kattegat Marinedistrikt
har stadig til huse på Bangsbo Fort. Søværnets
Operative Kommando overvåger således Kattegat
fra Bangsbo Fort, og derfor er al adgang til Søværnets
indhegnede områder af Bangsbo Fort naturligvis stadig
forbudt. Det samme gælder fotografering af de militære
installationer i området.
Læs mere:
www.bangsbo.com 
|