Atomsikrede bunkere i Vandel
Mens alle andre bunkermuseer i Danmark er indrettet i tyske
bunkere fra 2. Verdenskrig, er Vandel Bunker Museum placeret
i en topmoderne atombombesikret NATO-betonbunker fra 1993
bygget til at huse udstationerede amerikanske militærfolk
i Danmark i tilfælde af en militær konflikt i
Europa.
Englænderne havde en tilsvarende NATO-bunker stående
stand by - også bygget i 1993. For trods murens fald
i 1989, vidste NATO i starten af 90'erne stadig ikke helt,
hvilken vej de militære vinde ville blæse over
det nye Europa. Derfor blev de to bunkere bygget, kun ti år
før Vandel Flyvestation lukkede i 2003. Da Vandel Flystation
lukkede i juni 2003, var det amerikanernes bunker, der var
mest velegnet til at huse et nyt bunkermuseum i Vandel. Derfor
ligger Vandel Bunker Museum i NATO-bunkeren.
At bunkeren er atomsikret og af nyere dato ses blandt andet
indvendigt, hvor der sidder wirere omkring alle lampeamaturer
i loftet. Dermed ville lampekasser og lysstofrør ikke
falde ned i hovedet på folk, hvis der skulle ske en
kraftig eksplosion i nabolaget.
Tyskerne anlagde Vandel Flyveplads i 1944
Vandel Flyveplads kom til verden i løbet af 1944, i
takt med at de allierede intensiverede bombardementerne over
de tyske byer - og brugte Jylland som flyvekorridor på
bombetogterne. Derfor måtte tyskerne have flere flyvebaser
i Danmark, der kunne forsvare det danske luftrum.
Tyskerne var allerede på udkig i området ved
Vandel i sensommeren 1943 og ekspropriationerne omkring Vandel
begyndte i efteråret 1943. Der blev beslaglagt 176 landbrugsejendomme,
huse og andre bygninger - noget der kostede den danske stat
5,5 millioner kroner i erstatning til ejerne. I alt måtte
800 mennesker syd for Vandel forlade deres hjem som følge
af byggeriet.
I alt blev der opkøbt 6.000 tønder land omkring
den nye luftbase, der dermed arealmæssigt blev en af
de største tyske luftbaser i Danmark under krigen.
Ud over Vandel, blev også Skydstrup ved Vojens og den
nuværende Tirstrup Lufthavn ved Århus anlagt af
tyskerne i løbet af 1944.
500 sprængbrønde indbygget i startbanen
For at kunne håndtere de tyske Messerschmidt-jagere,
blev der anlagt en 2 kilometer lang startbane, foruden otte
kilometer rullebaner. Startbanen og rullebanerne blev udstyret
med over 500 spræng- og spærrebrønde, så
man hurtigt kunne sprænge hele anlægget i luften
i tilfælde af en allieret invasion, så de allierede
ikke kun bruge flyvepladsen som brohoved ved en invasion.
Mens flyvebasen var i tysk tjeneste nåede den at gøre
livet surt for adskillige allierede fly, der blev skudt ned
af antiluftskytset fra basen - eller nogle af de jagere, der
var hjemmehørende på flyvebasen i Vandel.
Efter krigen flyttede det, der senere blev til Hærens
Flyvetjeneste, ind på flyvestationen i Vandel, hvor
den havde base helt frem til 27. juni 2003, hvor man flyttede
enheden til Flyvestation Karup.
Gocarts og fyrværkeri på flyvestationen
I dag benyttes startbanen på den tidligere flyvebase
til forskellige aktiviteter, bl.a. køretekniske prøver,
gokart-kørsel samt ræs til specialbyggede, hurtigkørende
køretøjer. Og nogle af gamle bunkere bruges
bl.a. til opbevaring af fyrværkeri for forskellige danske
fyrværkeri-grosister. Her kan krudtet nemlig ligge bag
lås og slå, uden at udgøre nogen nævneværdig
sikkerhedsrisiko, hvis uheldet skulle være ude.
Omfanget af størrelsen på den tidligere flyvebase
går først op for en, hvis man bevæger sig
ind i området. Highways.dk kom til at køre forkert,
da vi skulle besøge bunkermuseet, og kørte kilometer
efter kilometer gennem det tidligere militære område
med bunkere og hangarer, inden vejen endte blindt. Området
er i dag lidt et slags ingenmandsland, hvor naturen stille
og roligt er ved at tage over, bl.a. på de tidligere
cenmentveje og rullebaner.
En blandet samling
Selve Vandel Bunker Museum er lidt af en blandet landhandel
hvad angår selve udstillingen på museet, og der
desværre er ikke voldsomt meget af udstillingen, der
har relation til den tyske tid på basen under besættelsen.
Til gengæld udstiller museet flere store samlinger
af tyske uniformer fra 2. Verdenskrig udlånt af private
samlere, og museet har naturligvis også et rum, der
fortæller om tiden efter 2. Verdenskrig med Hærens
Flyvetjeneste i Vandel. Men set fra en historisk vinkel i
forhold til 2. Verdenskrig, er der ikke så meget at
komme efter på Vandel Bunker Museum - selvom museet
har flere andre interessante historier at fortælle sine
besøgende.
Vandel Bunker Museum er åbent lørdage og søndage
fra kl. 12-16 fra maj til om med september, og drives af en
kreds af private ildsjælde fra Billund-området.
Museet kan godt være lidt svært at finde, så
kik grundigt efter skiltningen og de små flag, når
du kører ind på det tidligere militære
område syd for Vandel by.
Læs mere på:
www.bunkermuseum.dk

|