 |
Uden at fornærme nogen, kan man
nok ikke ligefrem kalde Frederik den IX's Bro ved Nykøbing
Falster, smuk med dens massive beton-konstruktion. Til gengæld
udgør broen en effektiv forbindelse mellem Lolland
og Falster bygget i ægte 60'er-stil, som en del af den
nuværende Fugleflugtslinie.
|
|
Historien om Frederik den IX's Bro går tilbage til
1867, hvor den første faste forbindelse over Guldborgsund
blev bygget. Det var en pontonbro med svingfag, der fik navnet
Christian den IX's Bro. Otte år senere i 1875 byggede
man desuden en jernbanebro over Guldborgsund ved Nykøbing
Falster i forbindelse med anlæggelsen af jernbanerne
på Lolland.

Disse
to broer eksisterede - med flere ombygninger - helt frem til
1963, hvor man åbnede den nuværende kombinerede
vej- og jernbanebro, der blev placeret noget sydligere, end
de to oprindelige broer. Derfor foretog man en del omlægninger
af trafikken i Nykøbing Falster i forbindelse med brobyggeriet.

Baggrunden for byggeriet af Frederik den IX's Bro var Folketingets
beslutning i 1958 om at føre planerne for Fugleflugtslinien
mellem Hamborg og Skandinavien ud i livet. Det skete i form
af åbningen af Rødby-Puttgarden-forbindelsen
i 1963 sammen med den tilhørende motorvej mellem Rødby
og Sakskøbing på Lolland. Af hensyn til den øgede
jernbane- og biltrafik, var byggeriet af en ny bro over Guldborgsund
ved Nykøbing Falster også en nødvendighed.

Frederik den IX's Bro er 295 meter lang, og består af
fem faste brofag på Falster-siden og otte brosektioner
på Lolland-siden. Midt mellem de faste brofag, har man
placeret den 20 meter lange broklap, der kan åbnes når
skibe passerer gennem Guldborgsund. Der er dog strikse regler
for, hvornår broen må åbnes: Dels på
grund af myldretids-trafikken, men især af hensyn til
Lollandsbanens tog, der hver time i dagtimerne passerer over
broen.
Læs mere:
Fakta
om Frederik den IX's Bro 
Ekstra:
Klik
på et foto og se det i stor størrelse

|