Mindesten fra Besættelsen ud til hovedvej 1
Mindestenen ud til hovedvej 1 ved 39,8 kilometer mærket syd for Roskilde, er et vidnesbyrd om et af de mørkeste kapitler fra Besættelsestiden. Natten til den 8. august 1944 blev 11 danske modstandsfolk kørt herud fra København, og "skudt ned under flugtforsøg", som den officielle tyske forklaring lød.

Historien bag mindestenen er, at de 11 danske modstandsfolk blev afhentet af tyske Gestapofolk i deres celler i Shellhuset i København om aftenen den 7. august 1944. Herfra blev de kørt ad hovedvej 1 mod Roskilde i en lastbil. Da vognen var nået et godt stykke ud af Roskilde på vej mod Ringsted, holdt man ind til siden på et øde sted for efterfølgende at likvidere de 11 modstandsfolk.

Først flere dage senere offentliggjorde tyskerne navnene på de dræbte, der ifølge den officielle forklaring blev "skudt ned under flugtforsøg." De 11 dræbte frihedskæmpere tilhørte henholdsvis modstandsgrupperne BOPA og Holger Danske, og deres speciale var at sabotere danske virksomheder, som hjalp tyskerne.

I øvrigt er datoen på stenen forkert: På forsiden kan man læse: "Lovløst dræbtes her 9. august 1944 elleve danske mænd - fædrelandets tro sønner." Og på bagsiden er der tilføjet: "Her skrev med blod de deres troskab ind i danske hjerter og danske sind." Men reelt var det altså den 8. august 1944, at drabene fandt sted. Nærlæser man navne og fødselsdatoer, kan man konstatere, at det yngste offer kun blev 20 år, mens den ældste blev 33 år.

Der står flere mindesten langs med hovedvej 1, der relaterer sig til begivenheder under Besættelsen. En anden mindsten står i Benløse ved Ringsted, og en tredje sten finder man lidt øst for Slagelse.

Tekst og foto: Henrik Lange, Highways.dk