Himmelbjerget – en ægte dansk turistklassiker

Himmelbjerget er en klassiker. Trods sine beskedne 147 meter over havets overflade – og en plads som nummer 7 på listen over Danmarks højeste naturlige punkter – gør placeringen ved kanten af Julsø, Himmelbjerget til et klassisk dansk udflugtsmål med en forrygende udsigt.

Og sådan har det været lige siden, man kunne stave til turisme i Danmark. Himmelbjeget har fra midten af 1800-tallet været et af Danmarks mest populære mål for en søndagstur.

Hoteller og overnatning ved Silkeborg

Blicher viste vejen til Himmelbjerget
Himmelbjerget har en ganske interessant historie. Det var faktisk Steen Steensen Blicher, der i kampen for “Det elskede fædrelands genfødsel” og den frie grundlov, kaldte til folkemøder på Himmelbjerget – første gang den 1. august 1839, hvor flere hundrede mennesker mødte op.

Desværre havde Blicher glemt at spørge den retmæssige ejer af Himmelbjerget, gårdejer P. Nielsen om lov til at benytte bjerget. Så han blev noget mopset over den pludselige interesse for hans “bjerg”. Det hele endte med, at Kong Christian den 8. i 1840 måtte blande sig i konflikten, og gik ind og lejede Himmelbjerget af gårdejeren, indtil staten i 1871 fik skøde på bjergtoppen og helt overtog ejerskabet af Himmelbjerget. Gennem årene har der været afholdt utallige grundlovs-møder på Himmelbjerget, hvilket de mange mindesten også vidner om.

Intet bjerg uden et udsigtstårn
Himmelbjerget har naturligvis også sit eget udsigtstårn. Det 25 meter høje tårn er rejst til minde om Frederik den 7., der med sin underskrift den 5. juni 1849 gav Danmark sin nye grundlov. På en frise på toppen af tårnet kan du således læse de agtværdige ord: “Til minde om Kongen – Frederik den 7. – det danske folks ven – Grundlovens giver”.

Tårnet er opført i 1874 og blev afsløret året efter. Den tårnkomite, som blev nedsat i 1867 for at indsamle penge til byggeriet af tårnet, eksisterer den dag i dag, og bestyrer bl.a. de entre-indtægter, der kommer ind, når folk skal op i tårnet og nyde udsigten. Det koster p.t. 7,50 kr. (2010) pr. person at gå de 65 trin op i tårnet. Bemærk at tårnet er lukket i vinterhalvåret. Tårnet trænger i øvrigt en kærlig hånd og står foran en større renovering.

Fra toppen af tårnet er der udsigt over hele søhøjlandet mellem Ry og Silkeborg. Terrænet nord og vest for tårnet holdes nede for ikke at springe i skov, så udsigten ikke forsvinder. Det er i øvrigt ikke pladsen foran tårnet, men den lille top med målestenen fra Geodætisk Institut (nu Kort og Matrikelstyrelsen), som markerer de 147 meter over havet.

Turistboder, souvenirs og betalt parkering
Folk der første gang besøger Himmelbjerget, bliver nok en smule overraskede over, at de må til lommerne for at parkere ved Himmelbjerget. Men den er god nok. Afgiften går dog retfærdigvis til vedligeholdelse af tårnet, naturstier og generel naturpleje omkring Himmelbjerget.

Det vrimler i øvrigt med souvenirboder på Himmelbjerget, så du behøver ikke gå tomhændet hjem. Bl.a. kan du købe den berømte “Himmelbjergstok”, der er en udløber af tidligere tiders træskoproduktion i Silkeborg-området. Souvenirboderne ved Himmelbjerget hører til nogle af Danmarks ældste. Fx er Ugleboden (ikke boden på fotoet) fra 1905 og har altså stået på Himmelbjerget i mere end 100 år.

Tag båden til Himmelbjerget
Ud over at tage bilen op til Himmelbjerget, kan du også sejle fra enten Silkeborg, Ry eller Laven. Den klassiske damper Hjelen er et andet berømt kendetegn for Silkeborg-området og Himmelbjerget, og har siden 24. juni 1861 sejlet på Silkeborgsøerne. Hjelen sejler om sommeren i fast rutefart mellem Silkeborg-Himmelbjerget og Laven-Himmelbjerget.

Fra Ry er der også bådforbindelse til Himmelbjerget med de to turbåde Viking og Turisten. Man regner i øvrigt med, at Himmelbjerget hvert år besøges af cirka 300.000 turister.

Hoteller og overnatning ved Silkeborg

Læs mere om Himmelbjerget på
www.himmelbjerget.dk

Af Henrik Lange, Highways.dk

Speak Your Mind

*