38,8 km: Afstikker til Museet på Sønderskov
Cirka fem kilometer syd for Brørup finder man Herregården Sønderskov, der i dag er indrettet til egnsmuseum for de tre sydjyske kommuner Holsted, Brørup og Vejen. Historien bag den gamle herregård og den gennemgribende restaurering af både hovedbygningen og den tilhørende park, gør det værd at bruge lidt tid på en afstikker til museet syd for Brørup.

Sønderskov er en herregård, der oprindeligt blev opført som befæstet borg i middelalderen. Hovedbygningen er fra 1620 og er opført i renæssance-stil med elementer af barok. Men op gennem 1900-tallet fik Sønderskov lov til at forfalde, og det var først i begyndelsen af 1980'erne, at en redningsplan for Sønderskov reddede hovedbygningen fra at blive til ruin.

Den efterfølgende renovering af Sønderskov blev udført ned til mindst detalje. Derfor kan man i dag finde både kalkmalerier, træbemalinger og lærredstapeter fra husets mangeårige historie. Selv det gamle urværk i hovedbygningen er blevet skilt ad, renset og samlet igen. Således kan man komme helt op på loftet, og se både urværk og de tunge blylodder, som driver urværket.

Ud over de mange udstillinger fra lokalområdet, kan man i forhallen på Sønderskov se en af Danmarks ældste runesten, Maltrunestenen. Stenen blev fundet sydvest for Skibelund tæt på Kongeåen i 1987, og står nu på Sønderskov. Runeskriften på stenen er en af Danmarks længste og mest særprægede runeinskriptioner.

Ud over selve museet, huser hovedbygningen også en restaurant, der er indrettet i den gamle herregårdskælder. Desuden er der fri adgang til parken omkring Sønderskov, der er blevet genskabt med udgangspunkt i den oprindelige barokhave på stedet.

Museet på Sønderskov ligger cirka fem kilometer syd for stationsbyen Brørup. Når man kommer ad hovedvej 1 fra Kolding, drejer man til venstre mod Brørup, og følger hovedgaden gennem Brørup syd ud af byen. Efter cirka tre kilometer kommer der et skilt til Sønderskov på venstre hånd, og herefter følger man så skiltene mod museet.

Mere info på:
www.sonderskov.dk
www.herregaardskaelderen.dk

Ekstra:
Klik på et foto og se det i stort format

Tekst og foto: Henrik Lange, Highways.dk