Hold dig væk fra Elia i tordenvejr
Det er dansk kunst enfant terrible, Ingvar Cronhammar, der
står bag det enorme besyndelige værk, der også
har sit helt eget liv. Skulpturen kan nemlig gå i udbrud
ved specielle lejligheder - og er i øvrigt livsfarlig
at nærme sig i tordenvejr. Årsagen er de fire
høje "skorstene", der rager 32 meter op over
det flade hedelandskab ved Herning, der tiltrækker lyn
på stribe, når det tordner omkring Herning. Så
hold dig langt væk, hvis det begynder at buldre i det
fjerne.
Men er det ikke tordenvejr i Herning, kan du uden problemer
bestige værket, der er udstyret med fire brede trapper
med 30 meget høje trappetrin op til skulpturens platform
godt 11 meter over jorden. Herfra kan du se ind i Elia's indre.
Der er dog ikke umiddelbart noget specielt at se nede i det
mørke dyb, men måske gemmer Elia på hemmeligheder,
som kun Cronhammar ved noget om.
Elia går i gas-udbrud
Som nævnt kan Elia også gå i udbrud som
en bedre vulkan. Skulpturen er nemlig udstyret med en computerstyret
gasbrænder, der fra midten af skulpturen kan sende en
godt 8 meter lang gasflamme op mellem de fire skorstene. Det
sker på helt tilfældige tidspunkter, men computeren
er dog programmeret til at sende en gasflamme afsted en gang
hver 18 dag i gennemsnit - og når Elia er i udbrud,
brænder flammen i cirka 25 sekunder.
Adgang til Elia's indre en gang om året
Hvis du har lyst til et guidet tur ind i Elia's indre, så
er der "åben skulptur" hvert år i slutningen
af september. Elia's fødselsdag er officielt den 27.
september, og den lørdag, som ligger tættest
på den 27. september hvert år, kan man som gæst
få lov til at komme ind i selve skulpturen.
Ellers må du nøjes med et kig udefra. Men det
kan også være nok så imponerende. Kommer
du sydfra ad motorvej 18 eller østfra ad motorvej 15
på vej mod Herning, kan du ikke undgå at bemærke
Elia rage op i det flade landskab på højre hånd.
Om aftenen er der endda lys i toppen af de fire skorstene,
hvor de fire røde lanterner lyser op.
Ingvar Cronhammars Elia kan ved selvsyn opleves på
helt tæt hold for enden af Birk Centerpark en lille
kilometer syd for Herning Kunstmuseum, der ligger øst
for Herning by ud til rute 195, den gamle hovedvej 15 mellem
Herning og Silkeborg.
Læs mere:
www.elia.dk

Find på Google Maps:
Elia
ved Herning på Google Maps 
|