Museum i ægte western stil
Det er den gamle rejsestald på Rold Gammel Kro, der
er rammen om Jodle Birges Museum i Rold. Og stilen er helt
i den folkekæres musikers ånd med rå trævægge
og fritlagte bjælker, der leder tankerne hen på
dansende cowboystøvler og muligheden for en hurtig
sving-om til herlige country-western toner.
Jodle Birge Museet byder naturligvis på masser af effekter
fra den folkekære musikers karriere, ikke mindst et
utal af guld- og platin-plader for et svimlende pladesalg,
der kunne gøre selv store anerkendte musikere misundelige.
I alt har Jodle Birge til dato solgt mere end to millioner
cd'er.
En rød Fiat 500 fra 60'erne
Det er dog utvivlsomt den røde Fiat 500 fra midten
af 60'erne, der tiltrækker sig den største opmærksomhed
i den gamle rejselade. Den lille kække røde italiener
var efter sigende den første bil, som Jodle Birge -
der i virkeligheden hed Birge Lønquist Hansen - købte
sig i midten af 60'erne.
Det var dog langt fra givet, at tarmrenseren fra Hobro skulle
gå hen og blive en af dansktoppens største navne
gennem tiderne. For den etablerede plade- og musikbranche
så længe skævt til jyden med den alternative
udstråling og musikstil.
Men med en bred folkelig appeal og sikre 80'er hits som "Rigtige
Venner" og "Tre Hvide Duer", var der dømt
musikalsk gennembrud i midten af 80'erne og et utal af koncerter
for dedikerede fans over hele landet. Foruden optrædender
i selveste Nashville, på Wembley i London og på
Hawaii. Selvom det i virkeligheden var de mere ydmyge spillesteder
i Jylland, Jodle Birge foretrak at optræde på.
Tyrolerhatte og wild west-udstyr
Som alle musiker-museer er Jodle Birges Museum i Rold naturligvis
udstyret med noget af det tøj, Jodle Birge optrådte
med på scenen i sine shows - bl.a. noget af hans jodle-udstyr
i bedste østrigske stil med dertil hørende tyrolerhatte.
Men du kan også finde en heldragt i country-western
stil på museet. Samlingen byder naturligvis også
på flere af de guitarer, som Jodle Birge gav sin mange
hits på.
Eventyret om den glade jodler fra Nordjylland sluttede dog
allerede den 27. august 2004, hvor Jodle Birge døde
af en hjernesvulst, 58 år gammel. Han ligger begravet
på Oue Kirkegård i Hobro.
Praktisk info om Jodle Birges Museum
Fans af Jodle Birge - og andre med lyst til et skud kitsch
i bedste danske populærkultur-stil kan lægge vejen
forbi Rold Gammel Kro i Rold på den gamle hovedvej 10
- nu rute 180 - mellem Hobro og Aalborg. Jodle Birge Museet
er åbent i kroens åbningstid, hvilket vil sige
fra kl. 12 til kl. 20 i sommerhalvåret og fra kl. 17
til kl. 20 om vinteren. Det koster 20 kr. at stikke hovedet
indenfor i den gamle rejsestald.
Som et ekstra kuriosum, så optræder Jodle Birges
søn, musikeren Bo Young med nogle af sin fars sange
hver den første tirsdag i måneden på Rold
Gammel Kro.
Læs mere:
www.roldkro.dk

Find på Google Maps:
Jodle
Birge Museet i Rold på Google Maps 
|