Hoteller Kroer Færgeruter Forlystelsesparker Biludlejning Rejsebøger Bloggen
Danske broer
Færger
København
Hærvejen
Kunst og Kitsch
2. Verdenskrig
Udsigtstårne
Bilstrande
Blafning

 

Highways.dk


 

Kunst & Kitsch

1.

• Tændstikmuseet
2. • Verdenskortet
3. • Elia Herning
4. • Sparemuseet
5.

• Souvenariet

6. • Zoolog. Museum
  Grindsted
7. • Sneglehuset
8. • Labyrinthia
9. • Jodle Birge
  Museet Rold
10. • Fire hvide mænd




Souvenariet, Tranekær Slot, Langeland

Spilledåser, kukure, vandrestokke med indgravering, kobjælder, plasticlandskaber med nyfalden sne og kalendere i blik, der selv skifter dato, når de drejes. Plus de klassiske kopier af Big Ben i London, det skæve tårn i Pisa og Frihedsgudinden i New York.

Souvenariet på Tranekær Slot på Langeland har Danmarks største samling af farverige, smagløse, kitschede og forbudte souvenirs fra hele verden.


Fra Himmelbjerget til Florida
Det startede som en sommerspøg på Berlingske Tidende i 1991. Men i dag har spøgen udviklet sig til et helt museum på Tranekær Slot på Langeland. Souvenariet er Danmarks største samling af souvenirs fra hele verden med over 3.000 effekter på hylderne. En samling af kunst og kitsch i gennemført stil med repræsentanter lige fra skoleudflugten til Himmebjerget og Bornholm over busturen til Harzen til mere eksotiske charterferier i Florida eller Thailand.

Sommerspørgen blev til et museum
Det var en artikelserie i Berlingske Tidende i 1991, der var startskuddet til samlingen. I tre uger efterlyste Berlingeren folks mest bemærkelsesværdige (læs bizarre og rædselsfulde) souvenirs, og pludseligt væltede det ind på redaktionen med smagløse platter, spilledåser, kukure og diverse kopier klassiske turistattraktioner fra danskernes feriegemmer.

Det var ikke et øje tørt på redaktionen, og journalist Hans Rossen blev så grebet af ideen, at han begyndte at samle på de mange rædsler. Rygtet om Hans Rossen's souvenirsamling nåede helt til Langeland, hvor familien Ahlefeldt-Laurvig på Tranekær Slot havde en nedlagt teatersal, de ikke lige vidste, hvad de skulle bruge til. Så de fik lokket Hans Rossen og hans souvenirsamling til Langeland, og i 2001 åbnede verdens vistnok først souvenarium i Tranekær.

Himmelbjerget er højdespringeren
Med over 3.000 effekter i samlingen er der nok af souvenirs at udstille. Og der er masser af brændstof til danskernes kollektive ferieminder på hylderne i Souvenariet. Herhjemme er Himmelbjerget nok højdespringeren, når det gælder mangfoldigheden af souvenirs. Den velkendte midtjyske bakketop har siden midten af 1800-tallet været en af danskernes foretrukne destinationer på en søndagstur, og det afspejler udvalget af souvenirs fra Himmelbjerget.

Den dag i dag ligger souvenirkioskerne stadig tæt på Himmelbjerget, så du nærmest skal løbe spidsrod for ikke at få en Himmebjergstok eller andre souvenirs med hjem fra det midtjyske, når man besøger den 147 meter høje bakke ved Silkeborgsøerne.

London, New York og Rhodesia
Fra det store udland er stort set alle verdenshjørner repræsenteret - ikke mindst destinationer som London, Berlin og Paris og 1960'ernes klassiske charterdestinationer som Mallorca og Gardasøen.

Amerikanerne står naturligvis heller ikke bagerst i køen, når det gælder smagsløse souvenirs, og du kan således både se eksempler på dåser med solskin fra Florida og sjældenheder som fx et krus med New Yorks skyline - inklusiv det nu forgange World Trade Center.

Og så er der også lige de historiske souvenirs - som fx et rædsel af en metalplatte med et kort over Rhodesia, som den tidligere engelske koloni hed indtil 1980, da Rhodesia blev til Zimbabwe på det nuværende Afrika-kort.

De forbudte souvenirs
Det er dog ikke billige grin altsammen, for Souvenariet har også indrettet en afdeling med forbudte souvenirs, der bl.a. inkluderer en udstoppet krokodille, en ditto papegøje og diverse udskårne figurer i elfenben - bl.a. et helt skakspil. Det er flot håndværk, men det er stadig forbudt at producere - og købe med hjem for turister.

Alle de udstillede effekter i afdelingen for forbudte souvenirs er således blevet konfiskeret i bl.a. Københavns Lufthavn, hvor mange godtroende turister gennem tiden er blevet "lettet" for souvenirs, som står på den internationale liste over effekter, der ikke må eksporteres eller sælges - bl.a. elfenben.

Således er en kvinde blevet et par elegante højhælede sko fattigere, da skoene blev opdaget af en effektiv tolder. De højhælede sko er en nemlig lavet af krokodilleskind.

Souvenirs i sommerhalvåret
Souvenariet på Tranekær Slot er åbent i sommerhalvåret - typisk fra påske til og med efterårsferien. Tjek de faktiske åbningstider på museets hjemmeside. Ud over de udstillede genstande kan du naturligvis også købe souvenirs med hjem fra Souvenariets veludstyrede butik, der har lidt af hvert på hylderne.

Det koster 30 kr. for voksne og 5 kr. for børn (2010) at gå en tur gennem Souvenariet og verdens mangfoldighed af souvenirs. Ud over Souvenariet er der også adgang til slotsparken ved Tranekær Slot, der bl.a. byder på en række skulpturelle kunstværker lavet af organiske materiale med afsæt i kunstformen "Land art". Der er dog ikke offentlig adgang til selve Tranekær Slot.

Mere om Souvenariet:
www.souvenariet.dk

Find på Google Maps:
Souvenariet i Tranekær på Google Maps

Tekst og foto: Henrik Lange, Highways.dk




føj Highways.dk til dine foretrukne  |  Highways.dk som startside  |  nyhedsbrev  |  ophavsret  |  kontakt os  |  site map
Highways.dk - Danmark  |  Highways-Denmark.com  |  Highways-USA.com - USA og Canada  |  Highways-Iceland.com - Island og Færøerne
Copyright © 2001-2012 Highways.dk. Alle rettigheder forbeholdes.