Rytterknægten – toppen af Bornholm

Placeret midt i Almindingen, Danmarks tredje største skov, skyder Rytterknægten sig med sine 162 meter sig ind på 3. pladsen over Danmarks højeste punkter, kun overgået af Ejer Baunehøj og Yding Skovhøj. Og naturligvis har Bornholms og Danmarks tredje højeste punkt sit eget udsigtstårn, så man kan nyde det smukke vue ud over trækronerne i Almindingen.

Pakkerejser med færge, ophold og oplevelser på Bornholm
Hoteller og overnatning på Bornholm

Tårnbyggeri i flere etaper
Rytterknægtens udsigtstårn er bygget i flere etaper. Den nederste del af tårnet er 12,6 meter højt og er bygget af granit. Granittårnet blev opført i 1856 af frivillige bidrag doneret af taknemmelige bornholmere til minde om Kong Frederik den Syvende og hans kone grevinde Danners besøg på øen i 1851. Af samme grund kaldes tårnet også “Kongemindet”. Arkitekten bag granittårnet var Gottlieb Bindesbøll, der også er arkitekten bag Thorvaldsens Museum i København.

Desværre spolerede de hastigt voksende trækroner i Almindingen hurtigt udsigten, så noget måtte gøres. Løsningen blev en metalkonstruktion, tegnet af Thorvald Bindesbøll, søn af Gottlieb Bindesbøll. Han forlængede således tårnet med yderligere ni meter i 1899, og med den nye overbygning kan man nu komme op i 22 meters højde, når man vil nyde udsigten over det kuperede bornholmske landskab – eller cirka 184 meter over havet.

Radiotårn og radaranlæg
Under 2. verdenskrig bidrog tyskerne også til udsmykningen af Rytterknægten ved at opføre et 60 meter højt radiotårn. Det blev dog siden fjernet igen.

Der dog findes stadig flere radaranlæg ved Rytterknægten. Især under den kolde krig havde radaranlæggene i Almindingen en meget central betydning i forhold til at holde et vågent øje med bl.a. de russiske flådeenheders bevægelser i Østersøen.

Udsigtstårnet på Rytterknægten er åbent i dagtimerne hele året rundt, og der er gratis adgang.

Pakkerejser med færge, ophold og oplevelser på Bornholm
Hoteller og overnatning på Bornholm

Tekst: Henrik Lange, Highways.dk