|
Hoteller
i Aalborg med Hotels.com 
Oprindeligt
en del af en kunstudstilling
Aalborgtårnet er tegnet af civilingeniør Svend
Rønnow i 1933. I klart vejr kan du se ud over hele
Aalborg og et godt stykke vestpå ud over det flade Limfjordslandskab
med Limfjordsøen Egholm som pejlemærke lige vest
for Aalborg. Mod øst kan du se ud til Hals Barre Fyr,
hvis vejret er til det. Lige vest for tårnet ligger
en stribe dyre millionær-palæer i velhaverbydelen
Hasseris.
Aalborgtårnet kom til verden i 1933 som vartegn for
kunstudstillingen Nordjysk Udstilling. Tårnet var tænkt
som en midlertidig løsning, men da det koste hele 40.000
kr. at fjerne tårnet igen - det var rigtig mange penge
i 1933 - så købte Det Brodelige Skydeselskab
i stedet tårnet for 5.000 kr. Det er nemlig skydebrødrenes
grund, Aalborgtårnet står på. Siden har
skytteforeningen stået for driften af tårnet via
forpagtere.
Ring på klokken - så kommer elevatoren
Man kommer op i Aalborgtårnet ved at ringe på
klokken ved foden af tårnet, hvorefter vagten så
sender elevatoren ned. Turen op til udsigtsplatformen er i
sig selv en oplevelse: Den sker i Nordens højeste udvendige
elevator.

Udsigtsplatformen byder også på en lille kiosk
og bistro. Spørger du pænt, kan du godt få
lov til at åbne vinduerne, hvis du vil tage fotos af
udsigten uden at få lysreflektioner med fra vinduesglasset
- men lad være med at kigge de 55 meter ned til jorden,
hvis du har højdeskræk.

Tre ben og 300 metalbolte
Aalborg Tårnet består af en metalkonstruktion
med tre ben, og alle tre ben og samtlige 30.000 metalbolte
blev udskiftet under en større renovation i 2005. Så
der er ingen grund til at blive nervøs, når du
kan mærke at tårnet bevæger sig - konstruktionen
skal nemlig kunne give efter for vinden. Men blæser
det mere end 12 meter pr. sekund, så lukkes tårnet
af hensyn til slidtage på den udvendige elevator.
Aalborg Tårnet er kun åbent i sommerhalvåret
- typisk fra midten af april til midten af oktober. Det koster
30 kr. for voksne og 20 kr. for børn at komme op i
tårnet, der i øvrigt er Danmarks eneste udsigtstårn
i en større by, når man ikke regner Zootårnet
i København med.
Læs mere:
www.aalborgtaarnet.com

Ekstra:
Klik
på et foto og se det i stort format 
|